Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Mad og måltider

I Himmelblå har vi en fantastisk køkkendame og medhjælper, som ikke bare laver god mad, men også sørger for at være med og trylle i køkkenet, når vi træffer beslutninger om, at vi skal spise for eksempel mere plantebaseret.

Vi lægger stor vægt på, at børnene har gode oplevelser, når vi samles om måltidet, for vi synes, at det er vigtigt at styrke børnenes madmod. Der er ingen børn hos os, som tvinges til at spise eller smage, men børnene skal være en del af fællesskabet omkring måltidet og skal derfor sidde med ved bordet.

Madmod

Børnene bestemmer selv, hvad de får på tallerkenen, og hvad de putter i munden. Maden er varieret, og det kan være, at der bliver serveret noget, nogle af børnene ikke bryder sig om. Men vi sørger altid for, at der er safeties. Det vil sige, at der altid vil være eksempelvis rugbrødsmadder, som børnene kan spise sig mætte i, hvis de ikke kan lide det, der bliver serveret.

Under måltidet har vi faste pladser, fordi vi har erfaret, at faste pladser er med til at understøttet fællesskabet omkring maden. Når vi bestemmer, hvor børnene skal sidde, kigger vi blandt andet på deres sproglige udvikling, og vi placerer børnene sådan, at de kan inspirere hinanden. Det kan for eksempel være, at et barn, der ikke spiser så meget, bliver sat ved siden af et barn, som spiser meget, og på den måde bliver inspireret til at smage og spise mere.

Vi har det økologiske spisemærke i guld, og det vil sige, at vi køber mellem 90 og 100 procent økologiske føde- og drikkevarer.

Sukkerpolitik

I Himmelblå bruger vi sukker, som vi bruger andre krydderier: Der bliver for eksempel serveret kanelsukker til risengrøden i december, og der er glasur på vores fastelavnsboller. Men vi serverer hverken kage, slik, is eller andre sukkerholdige sager.

Til fødselsdage må I derfor ikke tage slik, is, kager og andre sukkersager med til uddeling, men I må gerne tage boller, frugt eller grønt med. I kan evt. snakke med personalet på jeres barns stue for at få inspiration til, hvad I kan tage med.