Dagens gang
I Himmelblå har vi faste rammer for, hvordan dagen ser ud, men det varierer, hvad vi fylder i rammerne. Det er rart for børnene med faste rutiner, fordi det giver overblik og dermed overskud til deltage i aktiviteterne.
Morgen
Vi åbner klokken 7, og for de børn, som er sultne, serverer vi morgenmad i vores fællesrum (ved køkkenet). Vi serverer morgenmad indtil klokken 7:45. Når alle stuer er åbne - senest klokken 8:30 - fordeler vi os på stuerne og gør klar til vores samling, hvor vi får lidt frugt og vand, inden vi skal i gang med dagens planlagte pædagogiske aktivitet.
Formiddag
Vores planlagte pædagogiske aktiviteter foregår i små grupper, og de dage, hvor vi ikke er på tur, går vi på legepladsen, vi tegner og maler, eller vi synger og læser historier. Når vi sammensætter grupperne, gør vi det ud fra pædagogiske overvejelser. Det kan være grupper fordelt på alder, eller grupper, der bliver lavet, fordi der er bestemte relationer, som skal styrkes eller nydes.
Vi spiser frokost omkring klokken 11. Frokosten er vores fælles hovedmåltid, og vi gør meget ud af både mad og måltid. Det kan I læse mere om her.
Eftermiddag
Efter frokosten bliver de mindste børn gjort klar til at komme ud at sove, mens de større børn selv gør sig klar til at komme ud på legepladsen og lege. I disse timer er der typisk lidt mere roligt i institutionen.
Når de mindste børn begynder at vågne, det er omkring klokken 13:30-14:00, kommer de store børn ind fra legepladsen, og børnene mødes på stuerne til lidt eftermiddagsmad. De første børn begynder typisk at blive hentet, når vi er færdige med vores eftermiddagssnack. De børn, der stadig er i institutionen, leger enten ude eller inde, indtil vi lukker klokken 17:00, når de sidste børn er blevet hentet.
Ugens gang
I Himmelblå har vi også faste aktiviteter på faste dage. Tirsdag og torsdag er gruppedag for de yngste i børnehaven, og onsdag er storegruppedag, mens fredag er en fælles fredag, hvor alle børnehavebørn samles og synger sammen.
I vuggestuen er tirsdage og torsdage turdage, det vil sige, at børnene de dage på skift kommer på tur i små grupper. Onsdag er der bevægelse eller kreatid på programmet, og vuggestuebørnene samles også til fælles fredag.